Vores 5 bedste tips til bjergtagende Nepal

Nagarkot, Nepal, Himalaya

Vi havde længe gået med tanken om at opleve Nepal og i november/december 2016 blev disse tanker gjort til virkelighed med vores knap 3 uger i landet. Vi kendte ikke meget til Nepal før vi tog af sted, udover selvfølgelig det almenkendte; Himalayabjergene og i særdeleshed Mount Everest. Til gengæld kom vi hjem med så mange fede oplevelser og steder der bare skal ses, at vi gerne vil dele dem med jer. I dette indlæg kommer derfor vores 5 bedste tips til bjergtagende Nepal.

1. Kathmandu – ro i kaos

Vi synes ganske enkelt, at Nepals hovedstad Kathmandu er fantastisk. Men hovedstaden i det lille land, klemt inde mellem giganterne Indien og Kina (Tibet), kan beskrives med en lang række af superlativer; voldsom, stemningsfyldt, støvet og imødekommende – for bare at nævne et par stykker. Fra det øjeblik du lander i den lille, primitive lufthavn befinder du dig i et kaos af biler, motorcykler, høns, køer, skrald og larm. Heldigvis kan du overalt i byen finde små oaser og fristeder, hvor det er muligt at finde en form for ro i det kaos, der er. Vi synes det bedste eksempel på dette er den neoklassiske have Garden of Dreams. Her betalte vi en lille indgangssum, hvorefter vi havde fri adgang til hele haven, der også rummer en rolig café. Vi synes haven, der i samarbejde med den østrigske regering blev færdigrestaureret i 2007, var det perfekte sted at sætte sig med en god bog – og for en stund få larm og kaos lidt på afstand.

2. Chitwan Nationalpark, safari i Nepal – a hva’ for noget?

Inden vi rejste til Nepal, var vi på ingen måde klar over, at et af Asiens bedste steder at spotte wildlife ligger i det sydlige Nepal.
Chitwan Nationalpark er med sine 932 kvadratkilometer hjemsted for både vilde elefanter, krokodiller, mere end 500 pansernæsehorn, leoparder, slot-bjørne og kronen på værket; den bengalske tiger, som man dog skal være usandsynlig heldig for at spotte. Vi havde planlagt 3 nætter på det dejlige resort, Green Park Chitwan, lige uden for byen Sauraha, der vitterligt ligger på kanten af nationalparken. Vi endte dog med at blive der i 4 nætter, fordi vi simpelthen ikke kunne få nok af området og dets dejlige temperaturer, der i november/december i gennemsnit ligger på omkring 25 grader. Vi var på flere safariture ind i junglen, og så både næsehorn, en vild elefant, mange krokodiller og meget meget mere. Selvom der nok ikke er mange, der lige forbinder Nepal med safari, vil vi klart mene, at dette er et ”must-see” på enhver Nepal-tur.

 

3. Pokhara – Tibetanske flygtningelejre og bjergtagende udsigter

Udover Kathmandu, er byen Pokhara den mest kendte by blandt turister i Nepal. Her kan man f.eks. sejle en tur mellem de farverige træbåde på den smaragdgrønne sø, som Himalayabjergene spejler sig i, når vejret er klart.
En anden spændende oplevelse, når man befinder sig i Pokhara, er turen op til World pagoden (et tempel) på toppen af et nærliggende bjerg. Det er muligt at blive kørt i taxa derop, men vi valgte at blive sejlet på tværs af søen til foden af bjerget, og derfra gik vi af smalle stier op til pagoden. Det er en flot gåtur og man bliver virkelig belønnet med den flotteste udsigt, når man er ankommet til toppen.
Også rundt om Pokhara oplevede vi spændende ting. 5 km. nord for byen ligger f.eks. en af de største flygtningelejre for tibetanere med ca. 5000 indbyggere. Her kommer ikke mange turister, men de få, der finder vej hertil, kan være med til den daglige bøn og meditation med nogle af de omkring 200 munke, der befinder sig i klostret, der ligger i midten af lejren. Vi deltog og synes virkelig det var en spændende og interessant oplevelse at være med til, også selvom vi hverken er religiøse eller normalt dyrker meditation.

4. Nagarkot – udsigten til Mount Everest

Vi havde selvfølgelig også et brændende ønske om at få et glimt af verdens højeste bjerg, Mount Everest, men vi ønskede ikke at tage den lange og hårde tur op til Everest Base camp – som i vintermånederne kan være en ekstra udfordring. Vi researchede os frem til, at byen Nagarkot, ca. 55 km. nordøst for Kathmandu, ville være en af de bedste muligheder for at få det verdenskendte bjerg at se. Byen ligger i ca. 2 kilometers højde, og vi boede på et beskedent hotel, hvor det virkelig blev koldt om natten, så vi anbefaler varmt tøj og en god sovepose, hvis man tager herop! Vi stod op kl. 5 og vandrede en time op af en lille grusvej (husk lommelygte!) for at nå op til et plateau, hvor man eftersigende skulle kunne se solen stå op over Himalayabjergene og Mount Everest. Vi ventede i totalt mørke en halv times tid, inden vi i stor stil blev belønnet for vores anstrengelser. Solen stod langsomt op – først tittede et rødt skær op fra horisonten, men inden længe lå Himalayabjergene badet i sollys, og vi fik det vi kom efter – et glimt af Mount Everest, der pga. afstanden dertil godt nok så ret lille ud, men stadig lige majestætisk. Bestemt anstrengelserne værd!

Et lille insidertip: Du kan gå ind og købe noget at drikke eller spise på Club Himalayas udendørs terrasse (et hotel), der har den mest fantastiske udsigt udover bjergene! Du går lige forbi hotellet på vej op og ned fra udsigtspunktet.

5. Anbefalelsesværdige restauranter i Kathmandu og Pokhara

Hvad enten man lige er ankommet til Nepal, eller har rejst rundt i landet i en længere periode, er det altid rart med nogle gode steder at spise. Hjemmefra havde vi hørt en del dårligt om hygiejnen og den generelle standard på spisestederne, men vi blev meget positivt overraskede, og fandt flere rigtig gode steder at spise til lave priser – både i Kathmandu og i Pokhara. Det nepalesiske køkken er spændende, men hvis lysten melder sig til mere vestlige retter, kan vi i Kathmandu varmt anbefale det italienske sted ”La Dolce Vita”, der serverer virkelig gode pizzaer og pastaretter, som vi flere gange nød på deres tagterrasse med udsigt over Thamel-området. Næsten lige over for denne restaurant ligger den thailandske restaurant ”Yin Yang”. Her var maden også virkelig lækker og kokken, der selv kommer fra Thailand, var så stolt af sin mad, at han kom ud og kiggede på os tage den første mundfuld af maden, for at se om vi var tilfredse.
I Pokhara er der ligeledes mange dejlige spisesteder – særligt i området ”Lake side” langs søen. En af vores klare favoritter var det italienske spisested ”Cafe Concerto” (okay, indrømmet – vi elsker italiensk mad!).

 

BONUSINFO

Vejrmæssigt synes vi det var perfekt at tage til Nepal i november/december, da det sjældent regner på denne tid, og man i det klare vejr kan få fantastiske views over Himalayabjergene. I det sydlige Nepal er der på denne tid af året omkring 25 grader, men i Kathmandu-dalen og i de nordlige bjergegne kan det blive ret køligt om aftenen – og ned til frysepunktet om natten.

Vi oplevede, at infrastrukturen er ekstrem dårlig i Nepal, hvilket betyder, at selv korte køreture på 100-200 km kan tage op mod 6-9 timer. Kun få veje er asfalterede, og især vejen til Chitwan er MEGET dårlig. Der køres i begge sider af vejen, hvor der også går dyr rundt. Fordi vejene er så dårlige, køres der langsomt, hvilket betyder, at der heldigvis ikke sker så mange alvorlige sammenstød. I regnsæsonen skal man dog passe meget på, når man kører på de ikke asfalterede bjergveje pga. risikoen for jordskred.

Vi fløj med det arabiske selskab Ethihad, hvilket vi var meget tilfredse med. På vejen ud rejste vi fra Billund over Berlin og Abu Dhabi – og på hjemturen rejste vi til København via Abu Dhabi og Bruxelles.

Du vil måske også være interesseret i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *