Hvorfor Luxor er et besøg værd på din rejse til Egypten!

Karnaktemplet, Luxor, Egypten

Egypten er et kontrastfyldt land med lækre badestrande og en utrolig spændende historie, men også et land, der har været (og stadig er!) præget af vold og usikre tilstande. Vi har besøgt byen Luxor, der ligger placeret midt mellem Middelhavet og grænsen til Sudan, og som kan nås på en dagstur fra den kendte ferieby Hurghada. Udover pyramiderne i Giza, er nogle af de bedst bevarede levn fra det gamle Egypten at finde i Luxor, og vi giver her vores bud på, hvorfor vi synes Luxor er et besøg værd på din rejse til Egypten.

Kongernes dal

Kongernes dal var et af de største højdepunkter på vores tur til Luxor. Det verdensberømte gravområde er hvilested for mange af de egyptiske faraoer, og de har hver fået deres eget gravrum udsmykket med smukke vægmalerier. Vi synes det var en speciel fornemmelse at gå nede i de lange gange, og pludselig stå i et rum – smukt udsmykket på væggene og med en overdådig kiste i midten. Tutankhamon og Ramses II er blandt de mest kendte og mest besøgte gravsteder, men der findes også mange andre spændende gravkamre. Man må desværre ikke fotografere inde på selve området, og der går en del opsynsmænd rundt, som er meget opmærksomme på dette, så vi fik desværre ingen billeder nede fra gravene (endnu en grund til, at du selv må dertil og opleve det!).

Karnaktemplet

Vi var helt vilde med Karnaktemplet. Det enorme arkæologiske område, der blev bygget gennem 2500 år er virkelig interessant, og jo længere man kommer ind, jo ældre er monumenterne. Da vi gik rundt i den gigantiske ”søjlehal”, hvor nogle af søjlerne stadig er farvebelagt, var det ikke svært at forestille os, hvor mægtigt området engang har været. Her kommer virkelig mange turister, så vi anbefaler at besøge stedet ved åbningstid, da vi her havde det hele lidt mere for os selv.

Sejltur på Nilen

Nilen – nok den mest kendte flod i verden – går gennem Luxor, og vi synes ikke man må snyde sig selv for en sejltur på den. Man kan tage på flere dages krydstogt eller bare korte sejlture. Vi valgte det sidste, og krydsede floden på vores udflugt ud til Kongernes dal. Når man tænker på, hvor store områder denne flod giver liv til, og hvor langt vandet har været undervejs, før det kommer til Luxor, synes vi, at det var en ret fed følelse at sejle rundt – midt ude på den brede verdenskendte flod.

OBS! Husk at tjekke op på sikkerhedssituationen, før du tager af sted – det bedste sted at gøre det er på Udenrigsministeriets hjemmeside under rejsevejledninger.

Du vil måske også være interesseret i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *