Budgetvenlige frokoststeder i New York

Vi har lige været en tur i New York i marts måned, og som vi også erfarede sidst vi var der, er det dyrt at bo på hotel i New York. For os er det en prioritet at bo centralt og nogenlunde ordentligt, hvilket hurtigt løber op, så derfor synes vi det er rart at kunne spare andre steder – selvfølgelig uden at gå på kompromis!
I dette indlæg får du derfor vores tips til 4 frokoststeder, der alle byder på virkelig lækker og budgetvenlig mad! Desuden er det ikke kun i New York du finder disse 4 kæder, så hvis du snart er på vej til en anden storby, er det måske værd at tjekke ud om en af disse 4 steder også er at finde der:

WHOLEFOODS
Wholefoods er egentlig et supermarked, men et virkelig godt og økologisk et af slagsen! Udover et kæmpe udvalg af almindelige dagligvarer, har Wholefoods en afdeling med et hav af forskellige slags frisk takeaway-mad. F.eks. finder du en salatbuffet, en frugtbuffet, en suppebuffet, en afdeling med varme retter og meget andet – og alt er som sagt økologisk! Du betaler pr. vægt, og i de fleste Wholefoods-supermarkeder er der siddepladser tilknyttet, så man nemt kan spise maden med det samme. Det benyttede vi os af et par af de dage vi havde i New York, hvor vi spiste et let måltid i form af salat og suppe (så var der mere plads til kage senere på dagen, haha!)
For mere info & åbningstider tjek: www.wholefoodsmarket.com

SHAKE SCHACK
Hvis du er til ægte amerikanske burgere, der er godt snaskede, er Shake Shack stedet at gå hen! Her finder du mange forskellige slags burgere med virkelig gode fritter til – og endda til en skarp pris! Stedet er en kæde, der ligger mange steder, og du går selv op og bestiller maden. Det er virkelig populært, og vi forstår godt hvorfor! Deres vegetarburger ved navn ”Shroom burger” er især en af vores favoritter!
For mere info & åbningstider tjek: www.shakeshack.com



VAPIANO
Vapiano er en tysk kæde, men med de bedste retter indenfor alt, der har med Italien at gøre! Her kan du bl.a. få de mest lækre pizzaer, pasta-retter, antipasti og italienske desserter som f.eks. panna cotta (den er sindssyg!) og tiramisu. Du går selv op til køkkenerne og bestiller din mad, og står bagefter og ser kokken tilberede din mad af de mest friske råvarer. Vi elsker virkelig Vapiano, der er en kæde, som ligger i hele verden – bl.a. i Berlin, så i vores Berlin-indlæg har vi også skrevet lidt om det.
For mere info & åbningstider tjek: www.vapiano.com

CHIPOTLE
Chipotle byder på mexicansk mad i form af lækre burritos, tacos og bowls (samme ingredienser, men uden ”brød”/kulhydrat-delen). Som fyld kan du vælge brune eller hvide ris, bønner, kød eller grillede grøntsager, 3 forskellige slags salsa, salat, ost, guacamole osv. Min (Kathrines) personlige favorit er Chipotles bowl i vegetar-udgave med masser af bønner, brune ris, salat og guacamole. Du kan selvfølgelig også tilkøbe chips og salsa – og ikke mindst en Corona! Du kan få maden som takeaway eller sidde og spise der, men det føles mest som et takeaway-sted (her er ingen tjener, så du går selv op og bestiller). Hvis vejret er godt, kan du endda tage maden med i Central Park! Chipotle er en kæde og ligger virkelig mange steder rundt om i New York.
For mere info & åbningstider tjek: www.chipotle.com

Du vil måske også være interesseret i

2 kommentarer

  1. Hej med jer
    Tusind tak for spændende læsning. Vi er en familie på 4 hvor pigerne er 14&15 år. Næste sommer skal turen gå til USA. Jeg er næsten flov over at skrive det, men jeg kan næsten ikke overskue HVOR.
    Herhjemme har vi en autocamper som især vi voksne nyder ferier i både sommer og vinter.
    Vi ved med sikkerhed at vi vil til NY ca.4 dage . Vi har derefter tænkt på vestkysten , men er afskrækker over de store afstande og vil egenlig ikke køre så meget.
    Jeg tænker derfor lidt på Mexico i ca. 14 dage efter new York !
    Hvad tænker i?
    Kh. Tanja

    1. Hej Tanja
      Tak for din mail og undskyld sent svar, men vi er lige blevet forældre så det har taget al vores tid 🙂

      Inden vi svarer ordentligt vil jeg lige høre hvad i er til af oplevelser? Udover NY er det så natur i gerne vil opleve eller flere storbyer eller lidt en kombination? Vil i gerne leje en autocamper eller blot bil med telt?

      Vh
      Flemming og Kathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *