5 steder i Argentina du vil elske!

Lama, Salta, Argentina

I 2016 rejste vi 2 måneder rundt i Sydamerika, hvor vi brugte ca. 1 måned i skønne Argentina. Vi har her samlet 5 af de steder som vi syntes var mest oplevelsesrige og som vi derfor ikke er tvivl om, at du også vil elske!

1. IGUAZU-VANDFALDET

Iguazu-vandfaldet er med sine 275 forskellige vandfald og en strækning på mere end 2 kilometer, et af verdens mest vandrige vandfald. Hele området er en nationalpark, og at gå rundt her er noget af det mest fantastiske vi nogensinde har oplevet. Udover at du kan opleve det fulde view af vandfaldene fra Brasilien, kan du her i Argentina komme helt tæt på de majestætiske vandfald og opleve deres enorme brusen.
Mens vi gik rundt midt i junglen og beundrede vandfaldene, mødte vi desuden forskelligt dyreliv, f.eks. aber og de smukkeste sommerfugle.

2. SALTA OG OMRÅDET OMKRING

Salta er efter vores mening en af de hyggeligste byer i Argentina. At gå rundt her, føles stort set ligesom at bevæge sig rundt i en spansk by. De gamle spanske kolonier sætter virkelig sit præg på denne by, der er fyldt med smukke udsmykkede kirker og bygninger.
Fra Salta er det muligt at leje en bil og køre til området Jujuy og ikke mindst Salinas Grandes, der virkelig er værd at køre efter. På vores vej mødte vi røde bjerge, et væld af kaktusser, vilde lamaer og til sidst den kæmpe saltsø Salinas Grandes, der indbyder til nogle af de mest spektakulære fotos du kan forestille dig.

3. MENDOZA

Mendoza er et navn, der i manges ører er lig med vin. Og det er heller ikke helt forkert, da Mendoza er en af de absolut største producenter af argentinsk vin. Hele byen emmer af vin – vi opdagede f.eks., at selv byens springvand er lavet med rødt vand – højst sandsynligt for at symbolisere rødvin. Mendoza er et sandt mekka for vinelskere, men faktisk også for de fleste andre – vi havde i hvert fald nogle dejlige dage i byen og de omkringliggende vinområder. Der er nemlig god mulighed for at tage på ture ud af byen, f.eks. kan du leje en cykel og tage ud og besøge olivenfarme – og selvfølgelig vingårde.

4. BUENOS AIRES

Når man er i Argentina, synes vi næsten, at man skal opleve landets hovedstad. Buenos Aires byder på hyggelige gader, store monumenter, farverige huse og selvfølgelig tango. Overalt på byens åbne pladser danses der tango – og du kan ofte være med! Buenos Aires er en rigtig storby med alt hvad dertil hører af metrosystemer, shopping og ikke mindst kaffebarer og restauranter. Når du er i Buenos Aires må du efter vores mening ikke snyde dig selv for som minimum at opleve området La Boca, området San Telmo, Obeliscen på Avenue 9 de Julio samt Recoletta-kirkegården.

5. BARILOCHE

Bariloche er en del af Argentinas Lake District – og det er ikke uden grund! Byen er bygget op omkring de smukkeste blå søer omringet af nogle af Argentinas bedste vandreruter. I Bariloche kan du derfor sejle i kajak, hike og ikke mindst spise chokolade! Byen er nemlig også kendt for at lave noget af det lækreste chokolade. Overalt kan du købe alverdens forskellige slags chokolade pr. 100 gram, hvad enten det er til at tage med hjem (hvis du snart skal det) eller til at guffe med det samme med en lækker kop kaffe til, hvilket vi ofte benyttede os af om eftermiddagen. Bariloche byder desuden på en del gode restauranter og et hyggeligt torv med flotte bygninger og udsigt udover søområdet.

Du vil måske også være interesseret i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *