5 af vores favorit-ølsteder i Berlin

Berlin er helt sikkert en af vores favoritbyer – og hvis man er til et godt glas øl, skuffer Berlin ikke selv den største feinschmecker. Berlin er fyldt med hyggelige ølbarer i forskellige rammer, der spænder fra helt klassisk – til moderne og trendy. På listen nedenunder har vi (af en meget lang liste) prøvet at udvælge 5 af vores favoritter til dig.

1. ESCHENBRÄU (TRIFTSTRASSE 67)
Gemt i en kælder i en baggård til en boligblok i bydelen Wedding ligger, efter vores mening, en af Berlins mest spændende ølsteder. Her kan du vælge mellem øl fra stedets faste ølsortiment eller smage en af deres skiftende sæson-øl – og når du har fundet din favorit(ter), kan de købes med hjem i forskellige størrelser. Vi synes priserne er rimelige, og noget af det vi allerbedst kan lide ved dette sted er, at der kommer så mange lokale her – det er altså ikke en eller anden turistfælde, du ender i.
Om sommeren er der udendørs servering i den hyggelige gård, og hos Eschenbräu er det altid tilladt selv at medbringe mad, så længe drikkevarerne købes på stedet. Til børn og andre ikke-øldrikkende folk serverer bryggeriet deres lækre hjemmelavede æblemost, som det også er muligt at tage med hjem i 5-liters kartoner.
Se nærmere info & åbningstider på www.eschenbraeu.de

2. STONE BREWING (IM MARIENPARK 23)
Den californiske øl-gigant åbnede i 2016 dette enorme bryggeri med tilhørende ølhave og bistro. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne har brugt en formue på at restaurere dette gamle gasværk fra 1901. Fra det øjeblik vi første gang trådte ind i den 3200 kvadratmeter store bygning, blev vi fejet fuldstændig bagover af de detaljer og den kvalitet, der er lagt i at indrette stedet. Med plads til 800 mennesker er det, selv hvis man kommer i et større selskab, altid muligt at finde et ledigt hjørne.

Med det imponerende ølkort, der byder på mere end 50 forskellige øl fra både Stone og andre spændende bryggerier, mener vi der skulle være nok til at tilfredsstille selv den mest kræsne øl-entusiast. Da man kan få serveret øllene i 0,15 l glas, har vi flere gange sammensat vores egen lille ølsmagning, og selvom øllene ikke ligger i den billige ende, synes vi bestemt det er oplevelsen værd. Foruden øl byder bryggeriet på et varieret spisekort, så der er rig mulighed for at gøre besøget på Stone brewing til et helaftensprojekt.
P.S. Vi synes stedet var lidt svært at finde, så man skal lige tjekke op på vejvisningen, inden man tager hertil – vi gik f.eks. igennem et område med kolonihaver for at komme hertil J
Se nærmere info & åbningstider på www.stonebrewing.eu

3. LEMKE (DIRCKENSTRASSE VED HACKESCHEN MARKT + KARL LIEBKNECHT STR.)
Bryggeriet Lemke ved Hackeschen Markt tæt ved Alexander Platz er efter vores mening altid et stop værd, hvis man trænger til en pause fra shopperiet (og det gør Flemming ofte, haha!) eller sightseeing i området omkring. Bryggeriet er placeret i hyggelige rammer under S-togbanen og har et godt udvalg af velsmagende craft-beer. Vi kan varmt anbefale deres Beer-probe, som består af et bræt med smagsprøver af bryggeriets forskellige øl.
Et par hundrede meter væk (på Karl-Liebknecht-Strasse 13) har Lemke efter en større renovering netop åbnet en ny ølbar lige overfor Alexander Platz – her serveres de samme gode øl i mere trendy omgivelser – bestemt også et besøg værd, hvis du spørger os (billederne nedenfor er fra den på Karl-Liebknecht-Strasse).
Se nærmere info & åbningstider på www.lemke.berlin

4. HOPS & BARLEY (WÜHLISCHSTRASSE 22/23)
Dette populære ølsted i bydelen Friedrichshain synes vi er et must for enhver øl-elsker. Stedet har eksisteret siden 2008, og vi synes her er fantastiske øl til rimelige priser. De gange vi har været her, har her været fyldt med glade mennesker, der har nydt et godt glas øl i bryggeriets ydmyge omgivelser (indretningen bæger præg af, at det er en forhenværende slagterbutik). Udover øl serveres der også små pølseanretninger, der fungerer godt som snack til den lille sult.
Se nærmere info & åbningstider på www.hopsandbarley.eu

5. CASTLE PUB/F-BAR (HOCHSTR. 2/INVALIDENSTR. 129 (fra juni 2017)/GRÜNTALER STRASSE 9)
Disse to ølbarer har samme ejer, og ligger meget tæt på hinanden, men er vidt forskellige hvad angår charme, indretning og øl-udvalg.
F-bar i Grüntalerstrasse var den første af de to ølbarer og er et rigtigt berliner-sted med æggebakker overalt i loftet og en retro indretning. Stedet serverer gode fadøl og en del forskellig øl på flaske, men vi synes helt klart, at det er for charmen og hyggens skyld, at man skal prøve denne ølbar af.
For et par år siden åbnede det noget større Castlepub kun et par hundrede meter væk – her finder du et bredt udvalg af øl – omkring 20 fadølshaner og et stort udvalg af flaskeøl. Stedet har efter vores mening ikke samme charme som F-bar, men til gengæld er her mere plads, og så foregår her ofte arrangementer med livemusik.
OBS! Fra juni 2017 flytter Castle Pub til Invalidenstrasse 129, så vi må snart ha tjekket det nye sted ud.
Se nærmere info & åbningstider på www.castlepub.de

BONUSINFO: 

Kort beskrivelse af et par alternativer fra vores liste, der i lige så høj grad kunne have været med i dette indlæg:

  • KASCHK (Linienstrasse 40) i hjertet af Berlin er en ølbar, der fokuserer på høj kvalitet af både nordisk og lokal øl. Derudover synes vi også, at stedet serverer rigtig god kaffe. Se nærmere info & åbningstider på www.kaschk.de
  • HOPFENREICH (Sorauer strasse 31) i Kreuzberg sælger ligeledes særdeles velskænkede craft-beers og har hele 22 forskellige øl på hane. Se nærmere info & åbningstider på www.hopfenreich.de
  • BREWDOG (Ackerstrasse 29) – et nyt og moderne ølsted i Mitte, hvor der kan nydes god øl & lækker kaffe (og spillemaskiner, haha!). Se nærmere info & åbningstider på www.brewdog.com
  • BRLO BRWHOUSE (Schöneberger Str. 16) er et bryggeri og restaurant i hjertet af Gleisdreieck. Det ligger i en unik bygning, der er konstrueret af 38 shipping containere. Øludvalget skifter vist lidt, men der er minimum 20 forskellige på tavlen, og den mad de serverer, ser simpelthen så lækker ud! Vi besøgte BRLO sidst vi var i Berlin, og det var en stor og anderledes oplevelse som I kan se lidt billeder fra nedenfor. Se desuden nærmere info & åbningstider på www.brlo.de

Du vil måske også være interesseret i

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *