Det er vist ikke til at skjule, at vi har en kæmpe kærlighed til den tyske hovedstad, Berlin. Som vi tidligere har fortalt her på bloggen, har vi i en periode boet i Berlin – og derudover besøgt Berlin 2-3 gange om året gennem de sidste 9 år. Vi elsker byen for dens stemning, alle dens finurligheder og ikke mindst byens udbud af oplevelser, mad og drikke. I dette indlæg skal det handle om Berlins anderledes caféer. Du får på listen nedenfor tips til 5 anderledes caféer i Berlin, så du selv kan vurdere, om de er et must på din næste Berlin-tur.
1. CAFE AM NEUEN SEE (MITTE)
For os er denne café på Lichtensteinallee 2 virkelig noget udover det sædvanlige, og noget du ikke finder andre steder! Den ligger i udkanten af Tiergarten, og er derfor omkranset af smuk natur, som du kan nyde godt af, hvis du sidder ved caféens udendørs borde, men faktisk også inde fra selve caféen. Caféen har nemlig et kæmpe glasparti, så du føler, at du sidder ude midt i skoven – selv på den koldeste vinterdag (ret magisk!). Flere steder rundt om i caféen står der en pejs, som skaber ekstra hygge – og varme på de kolde vinterdage.
Menukortet er bredt indenfor morgenmad (bl.a. acaibowl), frokost og aftensmad, men vi kan især anbefale deres pizzaer til en lækker frokost inde i caféen – eller udenfor ved bordene helt ned til søen, hvor du iøvrigt kan leje en lille båd og sejle en tur på søen på de lune sommerdage.
Tjek hjemmesiden www.cafeamneuensee.de for nærmere info & åbningstider.
2. CAFÉ PFÖRTNER (GESUNDBRUNNEN)
Café Pförtner ligger i Uferstrasse 8 i området Gesundbrunnen. Vi synes det mest specielle ved Café Pförtner er indretningen – både indenfor og udenfor. Uden for caféen finder du f.eks., på den ene side af bygningen, en delvist indhegnet grøn gård med borde og bænke ud mod fortovet – og på den anden side en charmerende gammel bus, der også er indrettet som en hyggelig caféafdeling. Hvis du spørger os, er dette en ægte Berliner-café!
Stedet har selvfølgelig lækker kaffe og derudover finder du hos Pförtner et bredt udvalg af drikkevarer og lette frokost- og aftenretter såsom supper, salater og sandwiches.
Tjek hjemmesiden www.pfoertner.co for nærmere info & åbningstider.
3. HALLESCHES HAUS (KREUZBERG)
Caféen Hallesches Haus er et gammelt posthus bygget i røde mursten i 1902 på Tempelhofer Ufer 1 i området Kreuzberg. Caféen har en rustik fabriksagtig nutidig stil med højt til loftet, uden at vi synes det kommer til at føles for stort. Caféen har lækker kaffe, friske juicer, forskellige spændende sandwiches og et udvalg af skiftende frokostretter. Sidst vi var her, fik vi f.eks. en vietnamesisk nudelsalat, der virkelig var lækker. Foruden den anderledes café finder du en tilhørende butik med spændende ting til hjemmet, hvor der er flere ting vi sagtens kunne hapse med hjem.
Tjek hjemmesiden www.hallescheshaus.com for nærmere info & åbningstider.
4. HOMEMADE (FRIEDRICHSHAIN)
Homemade ligger i den populære Simon-Dach-Strasse (i nr. 10) i området Friedrichshain og emmer virkelig af Berlin. Vi synes indretningen er meget anderledes, og der er bare god stemning lige fra du træder ind af døren. Caféen har et hav af forskellige lækre friske kager – sidst vi var her fik vi bl.a. en smagsprøve på deres blåbær-cheesecake, som virkelig kan anbefales! Deres rooibus-te med vanilje er også lige i øjet, og bliver serveret i en fin lille glaskande, som du kan se nedenfor.
Tjek hjemmesiden www.homemade-berlin.de for nærmere info & åbningstider.
5. FIVE ELEPHANT (KREUZBERG)
Five Elephant ligger i Reichenberger Strasse 101 i området Kreuzberg og er kendt for sine lækre kager samt kvalitetskaffe fra hele verden. Hver gang vi træder ind i den lille café, er de mange landkort, der hænger rundt på væggene, noget af det første vi lægger mærke til. Udover at få vækket kaffe/kagelysten i den indbydende café, får vi altså også vækket rejselysten en smule, hvilket jo altid er et plus for globetrottere som os 😉
Foruden den fantastiske kaffe kan du hos Five Elephant få et stort udvalg af forskellige hjemmelavede kager bl.a. cheesecakes, cookies og bananbrød, hvor sidstnævnte er en personlig favorit hos os!
Stedet er populært og ikke ret stort, så hvis du vil være sikker på en siddeplads indenfor, kan det være en god idé ikke at tage dertil i “primetime” for kaffe mellem kl. 14 og 16.
Tjek hjemmesiden www.fiveelephant.com for nærmere info & åbningstider.